søndag den 28. april 2013

Rimterne der forsvandt

Rimtesæsonen gik helt i vasken for vores vedkommende. Vi vil skyde på, at der manglede mindst 95 procent af de fisk som plejer at være der. De få fisk der så var, strøg hurtigt op i åen da varmen endelig kom, og gydningen var overstået i løbet af få dage.
Vi må håbe at de manglende fisk blot har droppet gydningen, og ikke at så stor en del af fiskene er gået til i vinterens ismasser.
Vi havde ikke tid til at tage på rimtejagt i hverdagene og en polterabend resulterede også i at vi ikke kom afsted i weekenden op til gydningen. Faktisk blev det kun til én eneste fisk til Ulrik. En udleget hanfisk på 1,92 kg.


fredag den 26. april 2013

Delt 1. plads

Deltog her til morgen i Store Rosenbusk konkurrencen.
Fiskeriet var lidt svært på trods af, at der var sat ½ ton fisk ud. Fiskeriet er altid svært under konkurrencer grundet det store fiskepres, men fiskeriet plejer at gå helt amok den første halve time ind til fiskene finder ud af, at der er noget galt.
Der var dog ingen tvivl om at søen var proppet med fisk, da der konstant kom store fisk trækkende lige under stangtoppen.
Min første fisk var en smuk kildeørred på omkring 2 kilo, som fik lov at svømme igen. I næste kast fik jeg en af de "rigtige fisk" som endte på en delt 1. plads. 5,5 kilo helt præcist. Begge vinderfisk blev vejet på en rapala vægt med 10 gr. interval, og på min egen digital samsom med 20 gr. interval.
Keld, som havde den anden vinderfisk, og jeg blev enige om at dele 1. og 2. præmierne ligelidt, da afgørelsen ellers skulle findes ved lodtrækning. Således kom vi begge hjem med 3000 kr. og 2 dagskort.
Søen er stadig proppet med store fisk, så det er bare med at komme afsted, hvis man kan lide at fange støre regnbuer. Der er også fortsat en del bæk- kilde-, og tigerørred tilbage fra forrige udsætning.
De 3 største fra konkurrencen Kenneth 5,06,  Keld 5,5kg og jeg selv med 5,5 kg

onsdag den 24. april 2013

5 kast i Store Rosenbusk

Lørdag morgen var jeg tidligt oppe og kørte et kort smut i Store Rosenbusk indtil de små derhjemme vågnede. Det blev til 5 kast, før konen ringede og fortalte at der var liv og glade dage derhjemme, og så måtte jeg jo tage hjem og lave lidt morgenmad til poderne.
Der var som altid vildt gang i Store Rosenbusk.
Der var hug i første kast
Kildeørred i andet kast
Hug i tredje kast
Regnbue i fjerde kast
Hug i femte kast
Så selv om det var min hidtil korteste fisketur, var der aktion nok.
Kildeørred fanget på gennemløber, og genudsat. Fisken ligger i vandet, der er så klart,
så det ser ud som om den ligger på jorden.

søndag den 14. april 2013

Båd Projekt

Ulrik og Jeg har brugt denne weekend på en hyggelig polterabend, så det er ikke blevet til noget fiskeri. I løbet af ugen har vi roddet lidt med båden som jeg købte sidste sommer.
I første omgang havde vi bare spændt et bræt på tværs hvor vi havde monteret stangholdere og drejebaser til downriggerne. Dette resulterde i at motoren ikke kunne køres helt op, hvilket selvfølgelig ikke går, hvis man får line eller andet i skruen mens man ligger ude på vandet.
Vi havde fået fremstillet nogen piedestaler i rustfrit stål, og Ulrik havde fået skåret trollingbaren til, så det passede med at motoren kunne køres helt op. Til at starte med havde vi fået fingre i nogen lidt for korte piedestaler, og så løst dette med en ekstra træklods mellem piedestal og trollingbar, men den løsning så lidt bøvlet ud, så vi blev enige om at ændre det.
På trollingbaren er der monteret fire scotty stangholdere, som vi bruger når vi fisker arter på øresund, og det fungerede perfekt på vores hvartur i efteråret, så den løsning har vi naturligvis beholdt.
Vi fik også afmonteret targabøjlen, og monteret den igen. Det var nødvendigt fordi der var lidt utætheder, så der løb vand ind i kabinen, så det er tætnet nu. Vi er ved at være klar til en tur efter laksebasser på møn:-)
Båden er i øvrigt en af de sidste Orka 540 modeller der blev produceret. Forskellen mellem denne båd og de tidligere modeller er at bagenden på båden er ændret, så man kan stå på siden af motoren, og det giver en del ekstra fiskeplads i forhold til de gamle modeller. Orka 540 er en båd uden nogen form for pæne deltaljer eller luksus - kun en rå fiskemaskine. Vi glæder os til at få den luftet på lidt større vand end øresund.
Ulrik i gang med opmåling

Det færdige resultat.

søndag den 7. april 2013

Å, Å og put

Weekendes fisketur startede med at jeg sov en halv time over mig, da den mindste havde været vågen 3 gange i løbet af natten. Målet var rimter, men dem var der ingen af. Ulrik fik dog en rigtig fin brasen på 2,82 kg., og en lille havørred blev det også til. Vi besluttede hurtigt at køre videre til den næste å for at se om der var nogen aborre i bidehumør. På vejen valgte et ældre ægtepar at køre over for rødt lige foran os, og så fik jeg testet bilens ABS-bremser - de virkede heldigvis fint, og der var vel stadig en halv meters mellemrum mellem de to biler. Resten af turen forløb uden ydeligere dramatik, og ved næste å kunne vi hurtigt konstatere at aborrene ikke var i bidehumør, og vi besluttede at tage hjem og pleje familierne. Efter at jeg havde sat Ulrik af, ringede Trine og fortalte at hun var på vej over til en veninde sammen med ungerne, og så valgte jeg at dreje ind forbi St. Rosenbusk Put  & Take. På 2 timer blev det til 9 fisk op til 3 kg. Så det lykkedes til sidst at få lidt flex på klingen. En enkelt var en bækørred og resten var regnbuer. Alle fisk blev taget på gennemløber.