tirsdag den 6. oktober 2015

Brakvandscup 2015

Lørdag få minutter inden start - Over 100 både er klar
Så er brakvandscuppen overstået. Mange tak til arrangørerne for endnu engang et helt fantastisk arrangement, både hvad angår hygge, praktisk gennemførsel og ikke mindst præmier. 10. pladsen i konkurrencen gav i år bedre præmier for én weekends fiskeri, end f.eks. 1. pladsen i fiskeavisens predatorcup, hvor man kæmper henover et helt år - lidt tankevækkende:-)

Ulrik og jeg var på plads allerede fredag morgen så vi lige kunne teste fiskeriet lidt. Det blev en dag hvor vi fik sejlet mange mil, og kun fik få fisk i båden, men sidst på dagen fandt vi alligevel et fint område som vi kunne starte i næste morgen.

Lørdag morgen var vandet helt fladt, hvilket ikke gør noget godt for fiskeriet. Ved start blev gashåndtaget lagt ned og kort efter var vi igang med fiskeriet.
Der gik ikke længe før vi havde de første følgere og der var enkelte gode fisk imellem (fisk der havde givet præmie). Ulrik fik kroget en mindre fisk som hurtigt røg af og jeg mistede en STOR fisk i 2 omgange, hvis ikke en første, så i hvert fald en andenplads i den samlede konkurrence - meget ærgeligt! Stadig uden fisk i båden ramte vi nu en lang død periode, og vi skiftede plads i to omgange stadig uden fisk, men med 2 følgere. Det var tydeligt at vi gjorde noget galt, men der gik desværre længe inden vi fandt ud af hvordan vi skulle fiske dem. Ved 13 tiden fandt vi endelig opskriften. Den lille model subwalk fisket meget hurtigt var præcis hvad der skulle til for at trigge de sky fisk.
Set i bakspejlet var det lidt pinligt at det skulle tage os så lang tid at finde ud af. Resten af dagen fik vi 5 fisk i båden, men kun op til 76 cm, hvilket ikke var nok til at komme på listen. 5 fisk i båden var dog stadig bedre end gennemsnittet og mange både havde 0 fisk og lige så mange havde en enkelt eller to.
Søndag var vejret endnu bedre end lørdag. Da der ikke var indmeldt nogen aborre, var planen at fiske gedder frem til frokost og så bruge halvanden time på aborre. Det gik nogenlunde med gedderne og vi havde 9 fisk i båden kl halv tolv, med de tre største på præcis 76 cm. Da aborregrejet ikke var medbragt havde vi klunset os til lidt dagen før, men lige lidt hjalp det. Mange havde fået idéen med at fange aborre, men ingen lykkedes med det, og cuppen sluttede således uden nogen indmeldte aborre.
Mindste præmiegivende fisk var 79,5 cm, og top 5 var på 111, 95,5, 91,5, 90 og 90 cm. langt fra de størrelser der blev fanget sidste år, men på trods af det sløje fiskeri var det stadig en mega fed weekend.