søndag den 20. januar 2013

Øresund

Lørdag havde Martin Hubert inviteret en tur på øresund. Ikke i hans egen båd, men til en gang drivfiskeri fra kutteren Juventus. Vi skulle med på eftermiddagsturen, og foruden Ulrik og jeg var der en række prominente fiskere som man normalt ikke ser på eftermiddagsturen. Her i blandt Steen Lyngsø, Michael Lorenzen og Nicolai Ulrik Hansen. Det blev en rigtig hyggelig tur med en masse snak. Fiskeriet var faktisk også ok, og det blev til mange fisk, men flest undermålere. Hver mand havde 5-10 fisk med i land.
I kan læse mere om turen, som Nicolai skriver om i det næste nummer af fiskeavisen.
 Foto: Nicolai Ulrik Hansen, www.idus.dk

onsdag den 16. januar 2013

Ny PR til Ulrik


Så fik Ulrik en ny PR.
Vi blev simpelthen nødt til at tage en fridag i det gode vejr, mens der stadig kunne findes en sø uden is på. Det lykkedes, selvom bilens termometer sagde minus 12 grader, da jeg startede den i morges.
Vi regnede med at det skulle blive svært med den sidste tids frostvejr, og satsede derfor på dybere vand. Vi fiskede udelukkende med skaller, og farten var MEGET lav.
Efter et par timer med et par småfisk fandt vi et område, hvor der var lidt mere at se på loddet. Vi så også et par seriøse bananer og skallerne indikerede, at der var rovfisk i området. Der var ingen tvivl om at dette område skulle fiskes grundigt igennem. De store bananer havde stået lige over bunden, så bundstængerne blev kørt helt i kælderen med nogle kampskaller monteret. Skallerne var stadig nervøse, men det blev kun til enkelte fisk.
Kort efter begyndte ekkolodsskærmen at blinke, og slukkede derefter, og så måtte vi fiske uden ekkolod resten af dagen. Heldigvis har vi ikke et combi instrument, så vi besluttede bare at sejle på GPS’en i det samme område resten af dagen. Henover middag kom der et hårdt ryk i Ulriks bundstang, og så begyndte klingen langsomt at bukke, han fik givet modhug til en god fisk, som efter en god fight kom så højt op i vandet at vi kunne se at det var et monster. Første gang fisken svømmede forbi båden åbnede den munden på vid gab, og skød skallen ud. Fantastisk syn, og meget glædeligt at krogene stadig sad i gedden og ikke i skallen. Efter endnu et par ture forbi båden kunne jeg sikkert nette Ulriks nye PR på 13,92 kg. / 119 cm.
Efter lidt billeder skulle Ulrik lige have de små lyserøde pølser en tur i lommen, de var vist blevet koldeJ Sidst på dagen blev is situationen på søen lidt mere alvorlig, og vi måtte lege isbryder det sidste stykke ind til broen. I den næste tid bliver det nok kun muligt at komme på havet, så må vi se hvad vi kan få ud af det.

fredag den 11. januar 2013

På tur med knægten

Ja ja, nogen børn starter sent.
Mikkel skulle være næsten 8 måneder inden sin første fisketur. I den alder havde Rune både været på bådfiskeri, overnatning og en dappetur.
Mikkel sover 3 timer til middag for tiden, så det var oplagt med en aborretur inden frosten kommer. agnfiskene kunne fint stå under barnevognen, og så var det bare afsted. Som I sikkert kan regne ud var fiskeriet ikke det helt vilde, når der ikke er fisk på billedet.
Det blev til 15 aborre, og de var alle under kiloet. Det var igen en svær dag, men dejligt at komme ud og få lidt luft.
Ulrik og jeg havde snakket om at fiske aborre den kommende tid, men nu hvor det hele lukker til, bliver den næste rapport nok også fra en geddetur på en af de større søer eller fjorde.
Den nye fisketrolley