fredag den 26. juli 2013

Så sikker som amen i kirken?

Jeg havde Rune med på en overnatning til en sø, der for 8 år siden indeholdt en del skælkarper, og hvor man var helt sikker på fangst, også selvom det var den gang hvor grejet bestod af 2 blandede karpesæt. Noget må have ændret sig, for vi trak en nulbon på trods af 4 stænger i suppen, lagt helt perfekt ud med baitboaten. Da søen har overlevet alle tidligere isvintre er jeg bange for at fiskene er blevet flyttet eller slået ihjel af nogle madfiskere. På trods af den manglende fangst var det nu en hyggelig tur.

Ulrik og jeg har også været en tur på sundet. Planen var torsk og makreller. Efter at have afsøgt 2 områder forgæves fandet vi lidt buler på de tredje område laaangt syd på. Fiskene var kun op til 2,5 kilo og der var heller ikke udbredt mange af dem, så efter lidt buleræs og 15 fisk oppe at vende, sejlede vi på makreljagt. Vi prøvede kort tid efter makrellerne. vi fangede kun en lille én og de andre både i området, der fiskede makrel fik heller ikke noget, så makreljagten blev hurtigt afblæst igen.

mandag den 8. juli 2013

Nattur med action

Så lykkedes det at komme ud på en nattur for første gang i næsten 2 år.Hverken Ulrik eller jeg var helt opdaterede med rigs og andre smådele, men det gik med at låne lidt af hinanden. Stænger og hjul var en helt anden historie. De lå trygt i holdall'en fra sidste gang, og med Shimano's Technium line ved man bare at linen ikke er blevet mør. Det er til dato den mest slidstærke line vi har prøvet, og vi har aldrig oplevet et svigt. Vi har skiftet den ca. hvert fjerde år i de perioder hvor vi fiskede karper lidt mere intenst. Nå - tilbage til natturen.
Vi havde en super tur hvor vi totalt havde 14 runs. Heraf røg krogholdet på 3 fisk.De sidste 11 fisk fik vi på land, også selvom 2 af dem snag'ede sig, og vi måtte i båden efter dem.Ulrik toppede turen med en fisk på 10,68 og jeg måtte nøjes med en lidt mindre fisk på 6,18 kg på toppen.Ulrik fik yderligere en fisk på 7,5 og jeg fik endnu en 6 kilos. Resten af fiskene var alle mellem 4 og 5,5 kg 

tirsdag den 2. juli 2013

Sport Dres og Brasen

I weekenden stod den lørdag på en tur i Zoologisk have med familien, men der var lige tid til at tage en tur i Sport Dres med Ulrik inden familieturen.
Det er helt utroligt hvor meget tid man kan bruge på at snakke med de flinke medarbejdere, og på at trække i stænger og pille lidt ved alle de andre lækre sager. Der gik hurtigt et par timer, og der blev investeret i nye agn pumper, stangholdere til Orka'en og lidt boilie.

Jeg har også haft tid til en enkelt tur med fiskeri efter brasen. Det blev ikke til noget vildt, og største fisk var på 2,32 kg.