I går havde vi årets sidste medetur, der som tidligere
annonceret skulle være efter de grove karusser.
Vi kom lidt sent ud til vandet, men nåede lige at rigge
til inden det blev mørkt. Da vi skulle til at montere knæklys opdagede vi, at
vi ikke havde flere af de små tilbage, men kun de store, og de var alt for
voldsomme til at fiske karusser med. Vi havde nogle gamle brugte, og efter et
fint Storm P. arrangement, hvor vi fik klippet toppen og de små gamle, tømt dem
for væske, og fyldt nyt i fra de store knæklys, var vi klar til fiskeri i
mørket.
Det var tydeligt at der var fisk på pladsen, for vi havde
mange lidt for kraftige hug, hvilket betød at fiskene cruisede rundt oppe i
vandet i stedet for at spise af foderet.
Vi var lidt i tvivl om vandet var blevet for koldt, men
det at fiskene var på pladsen fik os til at håbe på, at de på et tidspunkt
ville gå til bunden og tage for sig af fodringen.
Efter at have siddet halvanden time og gloet ud i mørket,
og undgået at give modhug på de kraftige hug, fik jeg endelig lidt pilleri, der
var et rigtigt hug. I tilslaget stak en tung fisk af, og elastikken røg ud af
take-a-parten, og der var ingen tvivl om at det var en god fisk, spørgsmålet
var bare om det var en på 1,5 eller 2 kilo. På et tidspunkt vendte fisken i
overfladen ude i mørket, og man kunne tydeligt høre at der var god vægt bagved.
Da fisken kom ind foran blev pandelamperne tændt, og
første gang fisken var i overfladen ville jeg skyde den til 18-1900 gram. En
super fisk der bare skulle på land!
Et par minutter efter blev fisken landet uden yderligere
dramatik. Fisken var 48 cm. lang, hvilket normalt betyder en vægt omkring 2
kilo, men denne fisk var ret tyk, faktisk så tyk, at den selv kunne stå
op hvis man placerede den på bugen.
Fisken blev vejet til 2,340 kilo, så stod vi lige og
kiggede lidt på hinanden, og blev enige om at veje den på Ulriks vægt.
Resultatet var det samme, så udover en SUPER fisk, fik vi også lige
kontrolleret vægte.
Fisken blev fotograferet og genudsat, og vi genoptog
fiskeriet.
Efter endnu en times fiskeri fik jeg et til hug, og endnu
engang trak en god fisk meget elastik ud af stangen. Denne fisk fightede endnu
vildere end den store vi lige havde landet, så der var håb om endnu en 2-kilos.
Efter en kanon fight med massere af tunge hidsige udløb, gled en smuk slørhale
ind over netkanten. Fisken vejede 1.600 gr. og med det kæmpe haleror var det
ikke overraskende at den kunne levere sådan en fight.
Herefter var det på tide at tage hjem, da vi begge skulle
på arbejde dagen efter – selvom det kun endte med 2 fisk, blev det en super
aften med endnu en +2 kilos karusse til samlingen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar