søndag den 12. april 2015

Møn Laks

Så var der, som efterlyst, en dag helt uden vind, så efter vi begge havde flyttet et par aftaler stod den på laksefiskeri.

Jeg hentede Ulrik ved otte tiden, og så kørte vi til sommerhuset, der ligger 20 minutter fra Klintholm havn. Som sædvanlig var der ikke styr på noget af grejet, så klokken blev halv et inden vi kom i seng.
Uret ringede kl 5.00, kl 6 stod vi på havnen og 30 minutter senere var gashåndtaget i bund.

Det var vores anden trollingtur i båden nogensinde, så der var rig mulighed for både bådrekord og personlige rekorder indenfor laks, og det lykkes at klare 3 bådrekorder og 2 personlige i løbet af dagen. Det startede dog knapt så godt. Vi havde vist ikke valgt det bedste område, og der var meget sparsomme meldinger over VHF'en. kl 11.30 havde vi fortsat ikke haft et tilbud, og vi overvejede stærkt at rytte båden og finde et nyt område, da jeg fik et tilbud på sideplaneren, hvor fisken dog hurtigt valgte at stå af. Vi fortsatte diskusionen om hvor vi skulle rykke hen, da Ulrik fik et godt skrig på riggen i 70 fod. 
Kort efter kunne jeg nette en ny personlig for Ulrik på 10,14 kg.(og bådrekord) og lige da fisken ramte dørken gik min rigger i 50 fod, og kort efter kom der en 4 kilos i nettet. Hen over punktet igen, men der skete ikke mere her.  Vi sejlede videre og ramte endnu en plet med fisk. Ulrik var ved at tjekke op på en sideplaner, da der kom hug på den samtidig med at en anden sideplaner kørte.Ulriks stod desværre af næsten med det samme, men efter en god fight kunne jeg lande en fisk på 10,68 (ny bådrekord for anden gang på dagen.) Herefter fik Ulrik endnu en 4 kilos fisk, og vi vente rundt igen. Indover punktet og Ulriks stang på riggen i 40 fod kørte med en fisk der virkelig var sur. Et minut senere kørte min sideplaner med en fisk der slet ikke var til at stoppe, og kort efter var der vel trehundrede meter line ude bag båden. Ulrik fik presset sin fisk ind til båden, og vi kunne se at det var en fisk omkring de 9 kilo kroget lige i saksen, og den ville bare ikke give op. Hver gang den så nettet smuttede den lige 10-15 meter væk fra båden igen. Efter 20 minutter kom min fisk ind til båden, eller i hvert fald ned under båden. Den stillede sig 5 meter nede under skruen, og kunne slet ikke rokkes. 
På et tidspunkt troede jeg faktisk at den havde sat sig fast i noget, men det var altså bare fisken der var stærk. Ulriks fisk blev ved med at være sur, så da min fisk kom op på styrbords side stod vi med hver sin fisk ved hver sin bådside. Min fisk var ret stor, og den var ikke træt endnu. Ulrik fik omsider landet sin fisk, og så kunne vi koncentrere sig om min fisk. Den var kroget meget solidt, så det var bare et spørgsmål om tid inden den kom i nettet, så kort efter kunne Ulrik nette en fin bamse af en laks. Vi skulle lige have sat grejet igen inden vi skulle veje fisk, men så kørte Ulriks sideplaner igen, og en 4 kilos mere var oppe at vende.
Endelig kunne vi veje fisk. Ulriks vejede 9,3 og min vejede 14,44. Ny personlig rekord samt bådrekord. Vi valgte at bruge de sidste par timer i samme område, og fik yderligere 3 mindre fisk smed en lidt bedre og missede også et par mindre. Så status på dagen endte med at blive 8 laks med tre over de ti kilo, hvilket specielt må siges at være et godt resultat, når mange af de øvrige både i samme område havde mellem 0 og 4 fisk i båden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar