torsdag den 2. april 2015

3 dage, 3 plussere

Alt for vild afslutning på sæsonen. Hvad der ikke er lykkes på Sjælland i 3 måneder tog 3 halve fiskedage i Jylland.

Dag 1.
Vi kom noget senere af sted end planlagt, men sådan er det jo nogen gange, når der ikke er styr på alle stumperne fra start af. Vi lå først på søen kl 16, så det blev kun til 4 timers fiskeri. Vinden var det man kalder temmelig frisk, men med to drivankre lykkedes det at holde båden nogenlunde tilbage under fiskeriet. Det havde været massivt regnvejr hele køreturen derover, men da vi ankom tittede solen frem mellem de mange skyer. Vi startede med at fiske over dybt vand, og da vi foretog første sving blev min allerstørste kampskalle, der blev fisket på løsline efter en paravane taget. I modhugget var der slet ingen tvivl om at det var en god fisk, og der blev udover de meget lange hovedrusk også taget en del tunge udløb. På et tidspunkt vendte fisken helt ude ved Ulriks paravane i modsatte side af båden, og da fisken endelig valgte at give op skete det som en ubåd der dykkede ud af vandet. Desværre valgte fisken at dykke ud lige på den anden side af de to drivankre, og sætte sig fast i det yderste. Heldigvis var fisken helt udmattet og Ulrik nåede at få den i nettet inden den fik lavet slag med hovedet eller andet ballade. Herefter kunne vi fotografere en fisk på hele 121 cm og 14,1 skønne kilo (største gedde jeg nogensinde har fanget på levende agn). Efter fotografering skiftede vejret igen til massiv regn, og vi var temmelig våde, da vi ramte land. Ulrik fik yderligere landet en 8 kilos gedde og desuden fik vi et par mindre fisk i båden. Skallerne virkede meget nervøse og vi følte at det kunne være blevet til mange flere hug.

Dag 2
Tøj og grej var tørret over natten, og solen skinnede fra en skyfri himmel allerede efter et par timers fiskeri, og vinden var ganske svag. Der var ikke rigtig nogle fisk på det åbne vand men inde på skrænten var der igen meget nervøse skaller. Vi blev ved med at fiske de samme områder, men gedderne var ikke rigtig i bidehumør. Vi fik et par enkelte 5 kilos fisk samt nogle pinde de første timer. Flere gange kom skallerne helt i overfladen, og gik så meget i panik at vi flere gange troede der var hug. Vi begyndte at arbejde lidt med jerkstængerne i det gode vejr og det kastede flere fisk af sig end fiskeri med skallerne. Dog uden at der kom nogen fisk med størrelse på. Ulriks næste tilslag resulterede i en max spændt klinge og igen var der ingen tvivl om at der var en god fisk i den anden ende. Efter en lang og super fed fight helt uden dramatik kunne vi lande turens anden +10 gedde. Fisken var 116 cm 11,82 fine kilo og blev taget på en flådfisket skalle. Kort før middag blæste det op med vindstød af stormstyrke, og her blev vi så enige om at kaste håndklædet i ringen for i dag, og i stedet tune alt grejet og få bundet et par nye forfang til dagen efter.

Dag 3 – tæt på to seriøse fisk
Sidste dag startede hugmæssigt endnu dårligere end de 2 øvrige. Skallerne var meget nervøse helt inde på 2-3 meter vand, men vi fik bare ingen hug fra andet en små aggressive hanfisk. Vi fiskede igen med det lette jerkgrej og Rapala’s subwalk, mens vi trak med skallerne. Vi havde nogle følgere på subwalk, men de gad ikke rigtig hugge, de fulgte blot efter og vendte nogle meter fra båden. Efter nr. 4 følger fik vi knækket koden – pauser på 3-4 sekunder hvor subwalk’en langsomt fik lov til at stige gjorde udslaget, og herefter fik vi alle fisk der fulgte efter til at hugge. Dog havde vi flere fejlhug, hvor fiskene røg ud af vandet uden at fange jerk’en. Efter et par timer blev båden styret ind på 2 meter vand tæt ved sivene i læsiden.  Efter få kast på det lave vand kom en stensikker +10 fisk op 3 meter fra båden i et kæmpe stort skub og indhalerede Ulriks Subwalk og spyttede den lige så hurtigt og vendte 180 grader i et kæmpe plask... Mega fed oplevelse, men meget meget meget ærgerligt at den ikke blev kroget. Vi fortsatte med at arbejde med subwalk og der var faktisk rimeligt gang i jerkfiskeriet, mens skallerne blot fortsatte med at være nervøse. Gedderne var åbenbart så meget i gydemode at de ikke gad investere den nødvendige energi i at jage skaller, men skulle tirres med en jerk. Det var et super underholdende fiskeri med flere takes ude af vandet og hvirvler fra fisk der fejlhuggede. Jeg fik en kort fed 7 kilos fisk og Ulrik fik også landet en 6-7 kilos samt et par mindre hanfisk inden næste helt uforglemmelige oplevelse udspillede sig. Vi stod begge med polaroid briller på og min jerk var 4-5 meter fra båden, i slutningen af en af pauserne, da en stor fisk kom op bag jerken helt uden at lave en eneste krusning på overfladen selvom den blot var 20 cm under den. Jeg mærkede et blødt puf i stangen og fiskens bevægelse sluttede med at dens hoved stillede sig ned på bunden så vi stadig kunne se halestykket af fisken. Alt dette skete på et halvt sekund og jeg var vildt i tvivl om fisken havde taget agnen eller om den havde misset ligesom mange af de øvrige fisk. Jeg fik strammet op på linen og heldigvis blev linen meget stram. Jeg fik presset hovet op fra dybet, og inden fisken fandt ud af at der var noget galt kunne jeg se jerk’en sidde solidt plantet med bagerste krog i fiskens mund og forreste krog der var slået op på siden af hovedet. Som de fleste sikkert ved, resulterer sådan en krogning i, at fisken får usædvanligt meget magt, og det blev da også en temmelig lang fight, hvor den lille jerkstang krøllede helt sammen under de mange udløb. Under den sidste del af fighten valgte fisken at søge tilflugt under skyggen af drivankeret, men denne gang var det uden problemer, da stangen bare blev stukket godt ned i vandet. Ulrik havde fundet kamera, vægt og vejslynge frem, og med den sikre krogning kunne jeg håndlande fisken, og Ulrik kunne skyde et par billeder med det samme. Herefter blev den lagt direkte i slyngen, hvor vi kunne måle den til 119 cm og veje den til 13,68 kg. Det endte med at blive turens sidste fisk da Ulrik skulle hjem og i sommerhus med familien inden klokken blev alt for mange. Jeg behøver nok ikke fortælle at stemningen på vej hjem i bilen var pænt høj, eneste lille plet på denne smukke tur var fisken Ulrik ikke fik kroget, som forhindrede os i at fange to plus ti’ere samme dag. Hvilket i øvrigt fortsat er en oplevelse vi har til gode.




1 kommentar:

  1. Tillykke med Jeres vilde jyske geddebonanza og ikke mindst tak for god underholdning/inspiration, der får maj til at føles meget langt ude i fremtiden!

    SvarSlet